Velkommen og formål
I denne sektion får du et kort indblik i, hvad OS2 er, hvilken rolle sekretariatet spiller, og hvordan håndbogen anvendes.
Kort om OS2-fællesskabet, formål og værdier
OS2 – Offentligt Digitaliseringsfællesskab er et samarbejde mellem kommuner, regioner og statslige institutioner om at udvikle og dele digitale løsninger i fællesskab.
Det overordnede formål med foreningen er at udbrede kendskabet til og brugen af open source i den offentlige sektor samt sikre en fælles styringsmodel, der gør det muligt at dele teknologi, viden og ejerskab på tværs af myndigheder.
Fællesskabet bygger på tre grundlæggende værdier:
- Åbenhed – alle resultater, kildekoder og beslutninger deles åbent for at skabe tillid og transparens.
- Samarbejde – løsninger udvikles i fællesskab ud fra reelle behov i det offentlige Danmark.
- Ejerskab – offentlige myndigheder bevarer ejerskab til kildekode, data og andre resultater gennem brug af open source-licenser.
Som frivilligt, medlemsfinansieret fællesskab drives OS2 af en bestyrelse og et sekretariat, der understøtter projekter og produkter på tværs af myndigheder og fagområder.
Bestyrelsen har det strategiske ansvar for at sikre, at OS2’s projekter og produkter er behovsdrevne og værdiskabende for det offentlige. Dette udmøntes ved at sikre overensstemmelse med OS2’s styringsmodel.
Læs mere i:
Sekretariatets rolle
OS2-sekretariatet er fællesskabets samlingspunkt og tandhjul.
Herfra understøttes arbejdet i OS2 ved at skabe opbakning, forpligtelse, koordinering og kvalitet på tværs af projekter, produkter og samarbejdspartnere. Sekretariatet fungerer som bindeled mellem bestyrelsen, medlemmerne, leverandørerne og de mange projekt- og produktfællesskaber.
Sekretariatets opgave er at rådgive, støtte og professionalisere OS2-fællesskabet samt udmønte fællesskabets formål (se afsnittet ovenfor).
-
Rådgive: Giver faglig og strategisk sparring om open source, governance, organisering og samarbejdsformer. Sekretariatet hjælper projekter og produkter med at finde den rette vej fra idé til færdig løsning og bidrager til, at de efterlever OS2’s principper og rammer. Ansvar og beslutninger ligger altid hos de enkelte fællesskaber og styregrupper.
-
Støtte: Understøtter den daglige drift og udvikling af fællesskabets produkter og projekter. Sekretariatet tilbyder værktøjer, skabeloner og koordinering, så styregrupper, koordinatorer og medlemmer selv kan gennemføre opgaver effektivt og i fælles retning.
-
Professionalisere: Arbejder for fælles standarder, tydelige processer og et højt fagligt niveau i OS2’s arbejde. Sekretariatet bidrager med struktur, sparring og kvalitetssikring, mens ejerskab og beslutninger altid ligger i fællesskabet.
Sekretariatet skal samtidig værne om OS2’s fundament og ånd — et åbent og frivilligt fællesskab drevet af tillid, initiativ og samarbejde.
Det sker gennem brug af open source-licenser og -metoder, som sikrer ejerskab, indflydelse, handlefrihed og åbenhed om resultaterne.
Professionaliseringen handler derfor ikke om at centralisere, men om at gøre det lettere for alle at bidrage og tage ansvar.
Sekretariatet har base i Aarhus Kommune og arbejder på tværs af hele landet i tæt kontakt med OS2’s bestyrelse, medlemmer og samarbejdspartnere.
OS2-sekretariatet er organisatorisk en del af ITK – Innovation, Teknologi og Kreativitet i Aarhus Kommune og arbejder inden for de rammer, den kommunale organisation og kultur giver. Samarbejdet med ITK styrker sekretariatets faglige fundament og bidrager til at forbinde OS2-fællesskabet med den offentlige innovationspraksis i Aarhus Kommune.
Sekretariatet rådgiver og koordinerer porteføljestyring, årshjul, kommunikation, medlemsservice og governance på vegne af OS2-fællesskabet.
Hvad man kan bruge håndbogen til
Denne håndbog er din praktiske indgang til arbejdet i OS2-sekretariatet.
Den samler den viden, de rutiner og de fælles principper, som gør det lettere at finde vej i det daglige arbejde og blive en del af kulturen i OS2-fællesskabet.
Håndbogen har tre formål:
-
Praktiske vejledninger: Her finder du beskrivelser af, hvordan vi løser opgaver i praksis – fra time- og opgaveregistrering til mødeforberedelse, kommunikation, økonomi og samarbejde med eksterne. Det er ikke en regelbog, men en hjælp til at arbejde ensartet og effektivt på tværs af projekter og roller.
-
Overblik: Håndbogen giver et samlet billede af, hvordan OS2-sekretariatet fungerer – hvem vi samarbejder med, hvordan vores opgaver hænger sammen, og hvilke værktøjer vi bruger. Det gør det lettere at forstå helheden og finde den rette kontakt eller proces.
-
Kultur: Lige så vigtig som det praktiske er den måde, vi arbejder sammen på. Håndbogen afspejler OS2’s kultur: åbenhed, tillid og fælles ansvar. Den skal hjælpe dig med at finde din plads i fællesskabet og inspirere til at bidrage aktivt – ikke kun følge procedurer, men være med til at udvikle dem sammen med andre.
Håndbogen bliver løbende opdateret.
Hvis du opdager noget, der mangler eller kan forbedres, kan du oprette et issue eller forslag direkte i dokumentationen – det er sådan, vi holder viden levende og fælles.